Ring til os på

47 17 90 88

Følg os på Facebook:

Krydderurter

​Krydderurter er blevet en fast del af vores hverdag. Vi nyder dem året rundt. Men krydderurter kan ikke bare bruges i den daglige madlavning. De er også smukke planter med blade og blomster i alskens former og farver. Samtidig spreder krydderurter en skøn duft af sol og sommer. Dyrkning af krydderurter kræver ikke den store indsats. En krukke med dine 3 yndlingskrydderurter fordrer et minimum af pasning - bare vand, gødning og lidt sol.

​Nedenfor har vi samlet en buket af de mest populære krydderurter - udvælg dine favoritter!

​​Ananassalvie

1 m høj og busket krydderurt med dybrøde læbeblomster hen på sommeren. Trives i let fugtig, næringsrig jord i et solrigt og lunt hjørne. Tåler ikke frost. Velegnet i en krukke på terrassen eller i drivhuset. Dufter stærkt af ananas og giver citronagtig smag i te og saft. Friske blade og blomster kan også tilsættes salater, fiskeretter og desserter.

Dronning Ingrid bragte den som den første til Danmark fra Frankrig.

Basilikum

Uovertruffen krydderurt til sommerkøkkenet. 20-30 cm høj med aromatiske blade og små læbeblomster. Blade- og blomsterfarve afhænger af sorten. Ynder en let fugtig jord i halvskygge og lunt placeret. Tåler ikke kulde og udtørring. Velegnet i en krukke på terrassen eller i drivhuset. Egner sig til næsten al slags mad; grøntsagsretter, salater, kødretter, spaghetti, pizza og syltekrydderi. Medicinsk; god ved lever- og galdelidelser og virker beroligende. Benyttes også i hostemedicin.

Citronmelisse

Flerårig citronduftende og busket krydderurt med små gule læbeblomster, der yndes af bier. Breder sig villigt og bliver op til 80 cm høj. Trives i en ikke for tør, veldrænet jord i sol-halvskygge. Kan med fordel klippes ned i juni og september. Anvendes i salat, fiske- og fjerkærretter, dressinger, desserter og bagværk. Medicinsk; Kaldes 'hjertensfryd' pga. sin beroligende virkning på hjertet. Vidunderlig som afslappende te og tilsat frisk, tappet vand.

Dild

50 cm etårig, selvsående skærmplante, der blomstrer i juli-september. Man skelner mellem skærmdild og bladdild.

Trives bedst i en halvfugtig, næringsrig havejord i fuld sol.

Obligatorisk urt til gravad laks og sommerkartofler, og uvurderlig i syltprodukter, agurkesalat, mayonnaise, saucer, bønneretter, til tomater og gulerødder.

Medicinsk: Gavner fordøjelsen og stimulerer mælkeproduktionen hos ammende kvinder.

Frøplanter købes i bakker i maj-juni.

Fransk Estragon

Flerårig op til 1 m høj staude med smalle, aflange, grønne blade. Trives fint i havens bede eller i en krukke på terrassen - gerne solrigt og læfyldt. Må gerne vinterdækkes. Anvendes til kylling, i salater, kryddersmør og divers saucer. Har den gode egenskab at den fremhæver andre ingrediensers smag. Medicinsk; højt indhold af jod, mineralsalte, A- og C-vitamin. Gavner fordøjelsesbesvær.

Karryplante

Dekorativ urt med stedsegrønt, gråligt løv, der dufter kraftigt af karry. Trives bedst i fuld sol og tåler let udtørring. Kan være sart over for kulde, så den bør vinterdækkes. Anvendes som smagsgiver i teer, supper og kryddersnaps. Stilken fjerens før servering. Medicinsk; afkog kan bruges som maveregulerende middel.

Koriander

Etårig, ca 60 cm høj skærmplante med mørkegrønne, snitdelte blade, der blomstrer i juli-august og danner skærme af stærktduftende frø, der modne smager som en mellemting af moskus og appelsin. Kaldes også for kinesisk persille. Trives i en velgødet, fugtig jord i fuld sol . De grønne friske blade kan bruges som persille, også i salater, dressinger, æggeretter og er meget brugt i det asiatiske køkken. Frøet er en vigtig bestanddel i krydderiet karry. Købes som frøplanter i bakker i maj-juni.

Ægte Laurbær

Stedsegrøn busk med læderagtige aromatisk blade og små uanseelige hvide blomster. Trives bedst i en almindelig ikke for tør, næringsrig jord på et lyst sted. Tåler ikke langvarig frost og overvintres lyst og køligt. Velegnet til krukken på terrassen - også sammen med andre krydderurter. Anvendes til fisk og svinekød samt i marinader, sovse og syltelager.

Høst bladene når som helst og læg dem til tørre et mørkt sted.

Medicinsk; gavner fordøjelse og virker appetitstimulerende.

.

Løvstikke

Flerårig urt med tykke stænler og dobbelte fjersnitdelte blade og gule blomster i flade skærme i juli-august. Duft og smag som både selleri, porre, persillerod, timian mm. Vandes og gødes rigeligt og trives bedst under skyggede forhold. Alle plantes dele kan anvendes. God i supper, stuvninger og andre varme retter- derfor tilnavnet bouillonurt /maggi-urt. Også god i stegesmørret og krydrer kartoffel-, kål- og vildtretter. Roden kan koges og spises som grøntsag. Medicinsk; urindrivende effekt - Vanding med kraftigt afkog siges at holde hunde og katte på afstand.

Mynte

Fællesbetegnelse for en lang række arter, der varierer i bladfarve og smag. 40-50 cm høje med små lilla blomsterstande. Breder sig hurtigt og spreder en karakterisktisk duft. Fås i mange spændende sorter fx grøn mynte, pebermynte, æblemynte, appelsinmynte, spansk og marrokansk mynte. Trives i sol-skygge i almindelig, fugtig havejord. Nøjsom og tiltrækker bier og sommerfugle. Anvendes i te, gelé, salater, kolde desserter, til lam og and og tilsættes frisktappet vand.

Oregano/Merian

Oregano kales også vild merian og er 30-60 cm høj med lyslilla eller hvide blomster. Trives bedst på en solrig plads og tåler let tørke. Yderst velegnet i havens krukker og tiltrækker bier og sommerfugle. Anvendes i pizza og pastaretter, i supper og til fjerkræsretter. Kog den sammen med bønner og kartofler eller på tomatsalat. Medicinsk: nervestyrkende, slimløsende, krampestillende og sveddrivende virkning.

Peberrod

Flerårig plante med en kraftig, dybtgående pælerod. Trives i en fugtig, nærings- og humusrig havejord gerne i skygge. Roden anvendes som stærkt smagende krydderi til fiske- og kødretter, fintreven til sprængt kød eller smørrebrød. Skal nydes frisk, da kogning gør smagen bitter. Medicinsk; Rig på minealer, vitaminer, æterisk olie og C-vitamin. Vanddrivende effekt og gavner gigt og kredsløbs-sygdomme og betændelses-tilstande i lunger og nyrer.

Persille

Den mest brugte krydderurt i Norden. Findes i to varianter; kruspersille og glatbladet persille. Toårig urt, der trives i løs, muldet og kalkholdig jord i sol. Ynder ikke omplanting og går i frø i anden sæson. Anvendes frisk som grønt drys til grøntsager og som fyld i svinehjerter, rullesteg mm. Kan med fordel fryses i plastikpose med luft. Medicinsk: højt indhold af C-vitamin, karotin og jern og tygges mod dårlig ånde. Kan bruges i omslag på sår og insektbed. Persille-te virker vanddrivende og har en blodtrykssænkende virkning. Købes som frøplanter i bakker i maj-juni.

Purløg

Flerårig tuedannende løgplante med saftiggrønne sylformede blade og purpurrosa, runde blomster. Trives i en fugtig, kalk- og næringsrig havejord i sol-halvskygge. Også velegnet i krukker. Klip gerne blomsterne af. Anvendes som grønt drys på æggekagen, røget makrel, benfri sild mm. Medicinsk; Rig på C-vitamin, karotin og B2-vitamin. Befordrende for fordøjelse, styrker appetitten og gavner ved forhøjet blodtryk.

Købes som frøplanter i bakker i maj-juni eller i potter senere.

Rabarber

Ca 80 cm høj urt med store grønne blade på røde stængler. Trives i sol-halvskygge i almindelig, næringsrig havejord. Fås i flere sorter - også oxalsyrefattig. Stænglerne anvendes til grød, kompot eller marmelade og bagværk.

Bladene kan bruges til pudsning af kobber og messing.

Rosmarin

Stedsegrøn halvbusk med aromatiske små blade, der minder om grannåle. Trives fint i havens krukker på et solrigt sted. Tåler tørke. Tåler ikke hård frost, og overvintres lyst og køligt. Anvendes til lammekød, vildt og fjerkræ eller tomatretter og i dressinger. Også god på flæskestegen og i kryddersmør. Medicinsk; Virker galdedrivende og appetitvækkende og dulmer smerte og krampetilstande i mave og tarm og hæmmer bakterievækst.

Salvie

Flerårig halvbusk - 50-70 cm høj med aflange, grålige blade og et filtet hårlag samt blåviolette blomster i juni-august. En nøjsom urt, der trives i en let kalkholding jord i fuld sol. Tåler tørke. Fås i flere spændende sorter. Anvendes i retter med kalvekød og ost. Og kan bruges i stegesmørret til frikadeller og koteletter. Medicinsk; God ved slimhindebetændelse i munden og mod svedeture. Te af salvie er god mod halsbetændelse, hoste, snue og træthed.

Timian

30 cm høj halvbuske med ellipseformede blade og mørklilla, hvide eller rosa blomster. Fås i flere sorter med løv i flere farver og variation i smag. Trives i almindelig, næringsrig havejord i fuld sol - plantens aromatisk stoffer øges af sol. Nøjsom og hårdfør. Anvendes i alle kødretter, fisk, fjerkræ og supper. Fint syltekrydderi. Blomsterne kan også spises. Medicinsk; stærkt bakteriedræbende og har været brugt på hospitaler som decinficerende middel. Som te god mod halsbetændelse og tømmermænd. Udtræk af timian holder møl borte.

Åbningstider​
Oktober-november

Man-fredag:​

9,00-17,30​

Lørdag:

Søndag:

9,00-16,00​

9,00-16,00


Det er tid til at

plante HÆK

Liguster

80-120 cm - fra kr. 13,95 

Bøg

50-80 cm - fra kr. 9,95

80-120 cm - fra kr. 13,95

(fra 1. nov.)

Klik på WEBSHOP og se flere sorter og priser.

Vi fortsætter Succesen!

Vi holder ÅBENT

helt til JUL

Julestue fra 1. nov.

juledekorration1

Vi glæder os til at se dig

Kærlig hilsen

Have Henrik

og hans personale

​..................​

Vel mødt i dit havecenter

​Vi er blevet vurderet 4,7 ud af 5 stjerner på baggrund af 17 anmeldelser på Facebook.

Skrædderbakkens Havecenter - Skrædderbakken 4 - 3650 Ølstykke

​Tlf: 47 17 90 88 - kontakt@skraedderbakken.dk - CVR-nr: 32888615​